Gode råd til grill-hygiejne

Det er langt hen ad vejen de samme hygiejneregler, der gælder ude på grillen som inde i køkkenet. Men det er lidt anderledes at stå ude på terrassen, og hvis du ikke lige griller hver dag, kan det være svært at huske ”hvordan man lige gjorde med de grilltænger”. Derfor har vi samlet nogle gode råd her.

En maveforgiftning er og bliver en kedelig afslutning på en ellers hyggelig grillaften. Derfor skal du være opmærksom, når du griller. Specielt, hvis du skal grille forskellige slags kød og grøntsager samtidig.

Råt og stegt for sig

Når først dit kød og dine grøntsager er stegt, må det ikke komme i nærheden af spækbrædder, fade, skåle eller bestik, der har været i kontakt med det rå kød. Bakterier overføres meget nemt, så selv den mindste kontakt indebærer en risiko. Men vi kender alle sammen at glemme den ekstra skål, og pludselig står vi med færdigt kød og en grill med fuld gang i. Gennemgå derfor alle dine ting inden du går i gang med at grille. Og væn dig til at tage en rulle sølvpapir med ud altid. Et stykke sølvpapir kan fungere som en midlertidig skål i en snæver vending.

Ha’ to af det hele

Når der er gang i grillen, skal man være tilstede. Derfor kan man ikke lige løbe ud og vaske sit spækbræt eller sin tang midt i det hele. Så det kan være en god idé at have to af det hele. To grilltænger, to spækbrædder. På den måde har du én til det rå og én til det grillede kød.

Stegereglerne er de samme

Reglerne for, hvad der skal gennemsteges er de samme på grillen, som de er på komfuret. Det vil sige, at hakket kød, banket kød, stiksaltet kød, marineret kød, fjerkræ og vildt skal gennemsteges – også på grill. Men det kan være svært at styre varmen på kulgrillen, og et kyllingebryst, der får fuld varme, til det er gennemstegt, kan godt blive både tørt og forkullet. Og det kan sagtens se færdigt ud udenpå, mens det er råt indeni. Det er derfor en god idé at lade et område af grillen være frit for kul. Så kan du flytte kødet frem og tilbage mellem høj varme og lidt mere moderat varme og på den måde få et bedre resultat. Brug evt. et stegetermometer, så du er på den helt sikre side.

Og husk: Vask hænderne oftere

Det lyder banalt, og du kan selvfølgelig godt finde ud af at vakse hænder. Når vi alligevel minder om det, er det, fordi man bruger fingrene mere, når man griller end ellers. Derfor skal man vaske dem oftere.